Podcast: Kunst og erhvervsfremme - en kærlighedshistorie?
I denne podcastserie fra ART HACK kan du opleve fire korte interviews med markante stemmer i kultur- og erhvervslivet. Samtalerne fandt sted under Kulturmødet Mors 2022 og drejer sig om, hvordan vi kan bygge bro mellem kunst/kultur og vækst, succes og erhvervsfremme.

Hør podcasten
I serien kan du møde:
Lars Bertolt Winther, managing partner BARC Scandinavia.
Iris Bakker, selvstændig visuel kunstner og debattør.
Lotte Kofod Ludvigsen, teaterchef for Bora Bora.
Michael Folmer Wessman, Chefkonsulent v/ Dansk Erhverv, Turisme, oplevelse & kultur.
Samlet kan de fire perspektiver forhåbentligt give dig en god baggrund for selv at komme med dine betragtninger. I Art Hack bydes debatten velkommen, og du må meget gerne række ud til os.
Podcasten er optaget live på kulturmødet Mors, 26. august 2022 i Lysskoven, og derfor vil du opleve en dejlig stemning af liv og publikum og et sommerskybrud, som symbolsk kommer nærmere i løbet af de fire interviews, for til sidst at indtage pladsen. God fornøjelse.
Vært: Peter Gran Boesen, Urban Goods
Musik: Henrik Pahlke Møller, Podcaster.dk
Produktion: Dennis G. M. Jensen, Podcaster.dk
Koncept: ART HACK
10 anbefalinger om kunst og erhvervsfremme
Kultursektoren skal blive bedre til at bygge resiliente forretningsmodeller, så vi kan modstå den meget omskiftelige verden, vi befinder os i.
Vi skal synliggøre den værdiskabelse, vi genererer, ved at have mere data og flere målinger, der beviser det. Det er nødvendigt, hvis omverdenen skal indgå ligeværdige partnerskaber med os.
Vi skal insistere på den kunstneriske integritet og den værdi, der ligger heri. Og vi skal blive bedre til at bygge forretningsmodeller, der baseres på det kunstneriske virkes årshjul.
Vi skal forstå, at succes og vækst er noget, vi selv kan definere. Vi skal ikke altid leve op til andres succesparametre.
Kultursektoren skal fremhæve sig selv som en partner, der kan tilbyde noget, andre brancher savner.
Vi skal prale af de mange erhvervsfremmetiltag, de danske kulturinstitutioner allerede tilbyder. Vi skal have et bedre samarbejde med staten og kommunerne om sammenhængen med det etablerede erhvervsfremmesystem.
Vi skal have et seriøst opgør med en branche, som i alt for høj grad er working poor.
Der skal skabes tættere relationer til de kommercielle kreative industrier, fordi vi kan lære noget af hinanden, og fordi vi sammen kan skabe bedre økonomisk stærke forretningsmodeller.
Vi skal have de kreative fag tilbage og opprioriteret i folkeskolen. Det er en katastrofe, at en hel generation af børn – og landets fremtidige arbejdsmarked – mangler kreative kompetencer.
Vi skal have et tættere samarbejde med de organisationer, der repræsenterer erhvervslivet. Kultursektoren er en del af dansk erhverv.
Som opsamling på podcastserien opfordrer ART HACK den kunstfaglige branche og politikerne til at forholde sig til 10 anbefalinger, som kan styrke erhvervsfremmepotentialet i kultursektoren.